Lovlig brug

Lovlige tjenester

Det er ikke altid lige nemt at se, om den hjemmeside, du er inde på, tilbyder lovligt eller ulovligt indhold. Bagmændene bag ulovlige hjemmesider er ofte gode til at få deres hjemmesider til at ligne de sider, som tilbyder lovligt indhold.

Hvornår er en side ulovlig

En hjemmeside er ulovlig, når hjemmesiden gør film, serier, musik, litteratur m.m. tilgængelige, uden at der er en aftale med rettighedshaverne. Det betyder, at de mennesker, der har lagt tid, energi og penge i at udvikle kulturelt indhold, ikke betales for deres arbejde, og at de kriminelle bagmænd i stedet råder over et produkt, der ikke er deres.

7 ting, der afslører en hjemmeside med ulovligt indhold 

Selvom mange hjemmesider med ulovligt indhold bliver lukket, kan du stadigvæk havne på en hjemmeside med ulovligt indhold. Share With Care, som er et samarbejde mellem Kulturministeriet, RettighedsAlliancen, teleindustrien samt Dansk Industri, opfordrer derfor til, at du bruger din sunde fornuft, for at passe på dig selv og kulturen, når du benytter onlinetjenester.

De har også lavet nogle gode råd til at identificere en ulovlig hjemmeside. Du bør derfor være ekstra opmærksom, hvis:

  • Al indholdet er gratis, også de allernyeste film, som du normalt betaler for at se
  • Du kan se film, der ellers kun vises i biografen
  • Der er mange pop-up reklamer
  • Der er stavefejl i tekster
  • Hjemmesidens navn lyder underligt
  • Du straks bliver viderestillet til en ny hjemmesideadresse
  • Du ikke kan komme i kontakt med dem, der står bag sitet

Her kan du finde lovlige tjenester

Share With Care vil gerne gøre det så let for dig som muligt at finde kulturelt indhold på lovlige tjenester. Derfor har de bl.a. udviklet en søgemaskine, FilmFinder, hvor du kan få overblik over på hvilke tjenester, du kan finde lige præcis den film eller serie, du leder efter.

Prøv FilmFinder her.

Share With Care har også samlet en række lovlige tjenester inden for både musik, litteratur og møbler, så du nemmere kan navigere på et internet, der bugner af tilbud, som ofte er for gode til at være sande.

På Film- og serietjenester får du overblik over online tjenester, som tilbyder film, serier og Tv-kanaler. 

Musiktjenester får du overblik over online tjenester, som tilbyder køb, leje eller abonnementsordninger på musik – både fysiske udgivelser og streaming.

Litteraturtjenester får du overblik over forskellige online tjenester, der tilbyder både fag- og skønlitteratur – både fysiske eksemplarer, e- og lydbøger.

På Designforhandlere får du overblik over forhandlere af forskellige danske designmøbler.

  • Vidste du?

    At i dag forfalskes alle typer af produkter – f.eks. også kosmetik, legetøj, madvarer, lægemidler, elektronik, reservedele til biler etc.

     LÆS MERE

  • Vidste du?

    At for producenter af falske varer, er det profitten, der tæller. De bruger gerne billige, men sundhedsskadelige stoffer. Kopister behøver ikke tænke på deres omdømme eller kvalitet, da det er forbrugerne og originalproducenterne, som lider skade.

    LÆS MERE

Hvorfor vælge lovlige tjenester?

Det kan være svært at skelne mellem hjemmesider med lovligt og ulovligt indhold. Men hvis du ukritisk forbruger kultur på internettet, kan det gå ud over både dig selv og den kunstner, der står bag.

Hvad kan det betyde for dig

Et ukritisk forbrug af kultur på internettet kan gå ud over både dig selv og kulturen. Når ulovlige sider tilbyder gratis film eller billige kopier af designmøbler, sker det uden aftaler med rettighedshaverne, som har lagt tid, energi og penge i at producere et stykke kultur og en oplevelse, som du kan få glæde af. Det vil sige, at skaberne ikke betales for deres arbejde, men at – i mange tilfælde - kriminelle bagmænd i stedet modtager penge, som ofte bruges til finansiering af organiseret kriminalitet.

For dig som bruger betyder det også, at du bliver sårbar over for ondsindet software, kaldet malware, der kan hente private oplysninger, såsom billeder og kreditkortoplysninger, fra din computer. Oplysninger, der ofte ender i hænderne på kriminelle. Desuden er det ikke kun dig selv, der bliver sårbar – også dine venner og familie kan være udsatte, hvis du ligger inde med følsomme oplysninger om dem.

Læs mere på sharewithcare.dk

Hensynene bag reglerne

Reglerne om ophavsret skal overordnet balancere mellem to hensyn. På den ene side skal det sikres, at skabende og udøvende kunstnere får betaling for andres brug af deres værker. På den anden side skal brugernes adgang til, og udbredelsen af litterære eller kunstneriske værker, ikke begrænses unødigt. Reglerne er derfor i både samfundets, rettighedshavernes og brugernes interesse, da de tilskynder til ny produktion og samtidig sikrer udbredelse af litterære og kunstneriske værker.

Konsekvenser

Du kan blive straffet med bøder eller fængsel for overtrædelse af ophavsretsloven. Du kan også risikere at blive pålagt et erstatningsansvar. Det samme gælder, hvis du medvirker til en overtrædelse.

Gæt engang

Må du tage en digital kopi af en cd, du har lånt med hjem fra biblioteket?